mandag, september 25, 2006

To bolde fra sensationen

SÆSONDEBUT: Skuffelsen stod malet i ansigterne på SIF-spillerne

Af Ole Eeg
sporten@amtsavisen.dk

Spentrup IF- Aalborg HIK 2-3
Elitedivisionen mænd
Skuffelsen lyste ud af ansigterne på Spentrup-spillerne efter søndagens hjemmekamp mod de nordjyske favoritter.
Så tæt på den store uventede triumf – og dog så langt fra…
Det lignede nemlig noget særdeles lovende, da Spentrup kom foran 10-7 i det femte og afgørende sæt, hvor der spilles til 15.
Men så kom den – den klichefyldte og nok så omdiskuterede gummiarm. Aalborgenserne rykkede foran med 12-10, men på et tidspunkt, hvor løbet syntes kørt, mobiliserede Spentrup nok en gang den nødvendige fanden-i-voldskhed og fik kontakt ved 13-13. En meget diskutabel dommerkendelse skaffede matchbold til HIK, men Spentrup gav sig ikke frivilligt og nåede op på 14-14.
Hallen sitrede af intensitet og koncentration, og man kunne høre en knappenål falde på gulvet, da dommeren fløjtede serven i gang. Bare to bolde fra den helt store gevinst…
Det lykkedes dog ikke. Gæsterne snuppede de sidste point, jublede - og signalerede den ubarmhjertige forskel på "tab og vind og tab". Der er i hvert fald ingen, der skal postulere, at det sker med samme sind…
Frisk mod, Spentrup
Men når den umiddelbare skuffelse er vasket væk, bør Spentrup-spillerne konvertere frustrationerne til en positiv erkendelse af, at holdet kan være med på allerhøjeste plan.
Det må blive lektien i den kommende uge, så SIF-spillerne kan rejse til Odense og møde DHG med en god portion selvtillid. Kun tiden vil vise, om det sker…
- Vi spillede præcist så godt, som jeg havde drømt om, så det er ekstra ærgerligt, at det ikke rakte til point, lød det fra den debuterende kantangriber Martin Henningsen, der leverede en præstation på absolut topniveau.
Træner Flemming West var skuffet, men absolut fattet, da han havde fordøjet den første helt naturlige ærgrelse:
- Det er flot, at vi snupper to sæt mod HIK. Det kan få afgørende betydning, når pladserne til slutspillet fordeles. Men det havde været langt bedre med to point…
Det hører med til historien, at Spentrup manglede to af sidste sæsons profiler. Skader holdt Jacob Ramsgaard og Jesper Landbo udenfor, men det kan nok være, at klubbens øvrige spillere formåede at tage over.
Det var således en udsøgt fornøjelse at iagttage den nye hæver Jeppe Ravn, der sin forholdsvise lidenhed til trods viste sig som én af kampens helt store. Hurtig, forudseende og teknisk meget kompetent – og med en imponerende lav fejlprocent.

Serven nøglen til succes
Nøglen til Spentrup-succes blev allerede fastslået i det indledende sæt.
HIK's modtagere skulle konstant udfordres med skarpe server - i et håb om, at aalborgenserne derved ikke fik gang i deres stærkeste våben: det etablerede angrebsspil, hvor meget afgøres via centerpositionen.
Risikoen for en rigelig høj SIF-fejlprocent i serverne var derfor til stede, men det var en del af det taktiske oplæg, og det gav det ønskede resultat. Første sæt blev således vundet 25-20.
Andet blev meget jævnbyrdigt, og ingen af holdene formåede at skabe en beroligende afstand. Trykket fra de fysisk stærkere og højere HIK'ere blev forstærket, mens hjemmeholdets spillere nu blev mere forsigtige i serverne. Både for at minimere fejlene, men også i erkendelse af, at gæsterne ikke var alt for prangende i modtagningerne. Spændingen var udtalt helt frem til 23-23, men gæsterne snuppede de to sidste bolde.
Og så fulgte ellers et tredie sæt, hvor gæsterne i den grad fik sat sig igennem – bl.a. med en lang række servemissiler. Det fornemmedes mere og mere tydeligt, at Spentrup var sat på en uløselig opgave. Gæsterne førte således komfortabelt 19-9, inden SIF'erne fik pyntet lidt på resultatet til sidst – men nok til at mobilisere de sidste kræfter.

Fantastisk præstation
Spentrup leverede en fantastisk præstation i fjerde sæt.
Løbet syntes kørt ved både 7-11 og 12-15, men der skabtes nærkontakt ved 14-15, og så kørte de to hold ellers parløb frem til 24-24. Gæsterne havde to sæt- og matchbolde, men det var Spentrups Mikkel Fønsskov, der med et servees sikrede sit hold den afgørende sætbold til 28-26.
Og så var man klar til det afgørende sæt, hvor stemningen i hallen steg til uanede højder – trods det sparsomme tilskuermæssige fremmøde. Så et godt råd til lokalbefolkningen - og andre med lyst til en god idrætsoplevelse. Mød op i Spentruphallen næste gang, der står topvolleyball på programmet.
Og det er endda gratis…
Spentrup IF- Aalborg HIK 2-3 (25-20, 23-25, 18-25, 28-26, 14-16)

0 Comments:

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home